Uddybende Pressekit
Ny dansk pubertetskrimi på gaden!
D. 1.2.2010 udkommer Skumle skiderikker og lyserøde skyer hos forlaget Siesta. Her beskrives i i korte træk, hvad det medfører:
- Som spændende ”pubertetskrimi” fremmer bogen læselyst blandt børn og unge
- Bogen hjælper de unge til selv at forstå deres pubertet og er et værktøj til deres forældre til at snakke med de unge.
- Bogen følges op af workshops for 6.-7. klasse om at skabe identitet og turde stå ved den
- Forfatter Gitte Winter Graugaard har skrevet bogen under sine to barsler i Kroatien og Canada. Den er delvist selvbiografisk.
”Skumle skiderikker og lyserøde skyer er en super fed bog. Jeg kan sagtens genkende følelserne i bogen og får lyst til at læse meget mere om Amalie”.
Freja Riemann, 13 år, skuespiller, birolle i ”Pagten”, DRs julekalender 2009
Resumé:
Bogen handler om Amalie på 13 år. Hun er dødbange for at miste veninden Emma, som er begyndt at blive meget interesseret i drenge og makeup. Også Amalies storesøster Anne kigger efter drenge, bliver kærester med Alexander, og prøver grænser af med alkohol, fester og sex.
Bogen behandler identitet og giver de unge nogle redskaber til selv af forstå deres identitet, pubertet og de problemer og tanker, der opstår i forbindelse hermed:
”Men det med livets farver kan hun godt lide. Gad vide, om det at blive voksen handler om at finde de farver? Tænk, hvis der er mange flere farver, end dem hun allerede kender. Men hvilke farver så? Og hvor mange? Og hvordan finder man dem? Nogle gange føles det som om, Amalies hjerne kan sprænge i luften, når hun tænker sådanne tanker.” (citat fra bogen)
Amalie elsker at gå til spejder, og på en spejdertur vikles hun og hendes venner ind i dramatiske begivenheder. Gruppen søger tilflugt i et sommerhus, hvor der er blodige spor efter indbrud, som viser sig at være begået af bankrøvere, der allerede har planlagt næste kup … mod den bank, hvor Amalies mor arbejder. Politiet har travlt på grund af præsidentbesøg i byen, så Amalie og kammeraterne må derfor selv gribe til handling. Og det går ikke stille for sig.
”Skrækslagen og med bankende hjerte pisker Amalie af sted...
- Far, far, skynd dig at komme! Vi har åbnet iPod’en, og det er vildt uhyggeligt. Blodtyven er bankrøver og kommer måske ned i mors bank, råber Amalie forpustet og med tårer i øjnene”. (citat fra bogen)