Amalies

Verden

 

 

 

 

 

 

Århus Onsdag d. 24.3.2010

 

 

Mere end bare underholdning

 

 

Gitte Winter Graugaard har tænkt. Rigtig meget.

 

For når man udgiver en ungdomskrimi, der tager fat på de problemer, som pubertetsbørn døjer med, er man vel også forpligtet til at følge bogen på vej?

»Jeg vil ikke bare underholde. Jeg vil også gerne proppe noget mere ind i mit bogprojekt og hjælpe pubertetsbørnene,« siger Gitte.

Hun sidder netop nu og arbejder på undervisningsmateriale til fagene dansk, billedkunst, musik og idræt med udgangspunkt i hendes roman, ’Skumle skiderikker og lyserøde skyer’.

 

»Jeg forestiller mig, at lærerne kan få gang i en masse snak om elevernes problemer og deres forhold til hinanden ved hjælp af min bog og mit undervisningsmateriale,« siger Gitte, der ikke selv er klædt fagligt på til at tage pubertetsdebatten ude i klasserne.

 

I stedet har hun allieret sig med konfliktløser og socialrådgiver Cathrine Lindvig, der er parat til at være gæstelærer med Gittes bog i hånden.

 

»Cathrine er fantastisk dygtig til at spørge ind til de ting, der ellers ikke bliver sagt. Hun bevæger sig meget rundt mellem folk og stiller sig på først den enes side og så den andens side. Og på den måde sikrer hun, at de, der har noget på hjerte, også får det sagt,« siger Gitte, der trods en nem pubertet godt selv kan huske, hvordan det var at føle sig forskellig fra andre.

 

»Det er så betydningsfuldt i den alder at ligne de andre, men vi udvikler os i forskelligt tempo. Nogle leger stadig med barbiedukker, mens andre står i hjørnet og lægger mascara på. Og derfor er det vigtigt at lære de unge, at der er plads til forskellene; at man godt kan forstå og tale med hinanden trods forskelle, og at man kan udnytte mangfoldigheden i fællesskabet, når man arbejder sammen i en gruppe. Det er sådan nogle undervisningsøvelser, jeg sidder og laver nu med min bog som udgangspunkt,« fortæller Gitte, der gerne vil have succes med projektet, men for længst har indset, at rigdom ikke følger med succes.

 

»Det er nok utopisk at tro, at jeg kommer til at leve af det her,« smiler hun skævt.

Ikke desto mindre lægger hun store kræfter i projektet og har bl.a. samlet et panel af lærere til at afprøve materialet, ligesom hun har haft unge med som testlæsere.

 

»Jeg gør det her med hjertet. Og så må vi se, om det kan bruges,« siger Gitte, der glæder sig til at tage fat på at skrive næste roman, så snart skole-øvelserne er gjort færdige.

 

hh