|
Pressemateriale:
Pressemedelelse i forbindelse med udgivelsen
Uddybende pressekit |
Skagen Onsdag d.3.2.2010
Om at blive voksen
Det handler om indbrudstyve, som også viser sig at være bankrøvere, om hvordan man fanger dem - men det handler mest om, hvordan det er at udvikle sig fra at være barn til at være ung, eller om at være i puberteten.
Det er handlingen i en nye bog, Skumle skiderikker og lyserøde skyer, som netop er udsendt på forlaget Siesta.
Bogen er skrevet af Gitte Winther Graugaard, og det er hendes debut som forfatter. Bogen er righoldig illustreret af Maria Tran Larsen.
Hovedparten af handlingen udspilles i og omkring Århus. Der er dog et gæstevisit i Nordjylland, nemlig i Løkken.
Det kunne egentlig også have været i Skagen i stedet.
Gitte Winther Graugaard er godt bekendt med Skagen, idet hun er barnebarn af den tidligere borgmester Carl Winther. Hun har derfor også hele livet jævnligt besøgt familie i Skagen.
Hovedpersonen i bogen er Amalie på 13 år. Hun er bange for at miste veninden Emma, som er begyndt at blive meget interesseret i drenge og makeup. Også Amalies storesøster, Anne, er optaget af drenge og er blevet kæreste med Alexander og prøver grænser af i forhold til alkohol, fester og sex.
Amalie elsker at gå til spejder, og på en spejdertur vikles hun og hendes gruppe ind i dramatiske begivenheder. Gruppen søger tilflugt i et sommerhus, hvor der er spor efter indbrud, som viser sig at være begået af bankrøvere, der allerede har planlagt næste kup mod den bank, hvor Amalies mor arbejder. Politiet har travlt på grund af præsidentbesøg i byen, så Amalie og kammeraterne må derfor selv gribe til handling. Og det går ikke stille for sig!
Egne oplevelser
Gitte Winter Graugaard har hentet inspiration fra sin egen barndom og ungdom til Skumle skiderikker og lyserøde skyer. Blandt andet ud fra en oplevelse som 10 årig, da hun i Århus stødte på og skræmte en bankrøver på flugt.
- Som jeg husker det, så jeg en mærkelig mand i cowboytøj og hørte et højt knald. Derefter smed han noget ind i en hæk, og det viste sig at være pengene og et oversavet jagtgevær. Han var blevet forskrækket over at møde mig og var kommet til at skyde ned i pengene, så han smed dem fra sig, fortæller Gitte Winter Graugaard.
For piger
Pubertets-krimien henvender sig primært til piger i den tidlige pubertet, men også til dem, der allerede mærker pubertetens hårdhed. Ved at følge de tre piger på hvert sit trin i puberteten får læseren mulighed for at få indblik i forskellige problemstillinger. Bogen handler i høj grad om identitet og giver de unge nogle redskaber til selv at forstå deres identitet og pubertet - og kan hjælpe med at løse nogle af problemerne, som også omfatter veninde problemer, klikedannelse, kærester, drikkeri, fester og spirende seksualitet. Forældre til unge på vej i puberteten såvel som pubertetsforældre vil kunne bruge bogen til at få snakket med de unge om nogle af de problemer, der kan opstå, når de første skridt fra barn til voksen skal tages.
Skumle skiderikker og lyserøde skyer er på 145 sider og koster 199 kr. Den udkom 1. februar.
|